"dagens by 18-sep-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Farsø
Farsø er en by i det vestlige Himmerland med 3.299 indbyggere (2014), beliggende 12 km nordøst for Hvalpsund, 12 km vest for Aars, 27 km syd for Løgstør og 39 km nordvest for Hobro.
Farsø ligger i Farsø Sogn, og Farsø Kirke ligger i byen. Det er en romansk kirke fra 1100-tallet med et sengotisk tårn og våbenhus. I kirkerummet står en granitdøbefond med udhuggede løver og mandshoveder, og på kirkeskibets loft findes adskillige kalkmalerier udført i 1550. I våbenhuset står Farsø-stenen, en runesten, der i 1955 blev fundet under flisegulvet i forbindelse med restaurering af kirken. I korets sydmur findes en skakbrætsten.
Farsø er mest kendt for forfatterne Johannes V. Jensen og hans søster Thit Jensen, der begge var født i byen. En udstilling om de to forfattere kan ses i Johannes V. Jensen museet, der er indrettet i det hus på Søndergade 48, hvor Johannes V. Jensen blev født i 1873. Museet blev indviet i 1991 og drives i dag af Lions Club, der har forsynet det med næsten samtlige bøger og artikler, skrevet af forfatteren.
Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Vi har et problem, når vi antager, at bøn kan læres på samme måde, som man lærer matematik eller mekanik. For derved placerer vi os selv
i en slags lederposition, hvor det er os, der er kompetente og har kontrol med det hele. Men når vi beder, bør vores position være som en tjeners,
hvor vi bevidst overgiver kontrollen til en anden og villigt accepterer vores egen inkompetence.
Sandheden er nemlig, at vi alle kommer til bønnen med et forfærdeligt virvar af forskellige motiver; gavmildhed og selviskhed, barmhjertighed
og foragt, kærlighed og bitterhed. På denne side af evigheden, vil vi aldrig blive færdige med at isolere det gode fra det onde og det rene fra
det urene. Men Gud er stor nok til at favne os med alt, hvad vi er. Det er jo det, nåden handler om. Vi er ikke blot frelst af denne nåde, men vi lever også i den. Og vi beder ved den.
Richard J. Foster